søndag den 9. august 2009

trafik

Man forsøger at lovgive om at man ikke må tale i mobiltlf. når man kører bil.
Vejene er efterhånden eet stort skiltehav hvor man kun ser en delmængde af disse.
Der er konstant trafikpropper og uhensigtsmæssige hastighedsbegrænsninger.

Løsning med perspektiver:

Samtlige billister foræres en god GPS med mulighed for kommunikation med mobiltlf., og der etableres samtalesystem i alle biler.

Herved fjernes det største problem med mobiltlf.

Men med GPS i alle biler, kan denne nu benyttes dynamisk til komplet regulering af trafikken. Med stemme fortælles hvornår man må køre 50 eller 80 km/time. hastigheden kan ændres over døgnet og hastigheden kan differentieres på alle veje ligesom hastigheden kan varieres efter vejret og trafikdensiteten.
GPS teknologien kan dirigere udenom bilkører, trafikuhelt m.m. og kan advare om udrykningskøretøjer m.m.
Samtidg kan GPS teknologien fortælle billisten, hvor stor bøden er ved for høj hastighed og hvornår man mister kørekortet m.m.

Selv spøgelsesbillister kan advares effektivt med denne teknologi + medtrafikanter kan advares omgående.
Virkelig en enkel og effektiv forbedring af sikkerheden til fordel for alle parter.


Hertil kommer at forsikringsselskaberne kan benytte teknologien til at logge data således at forsikringspræmierne kan varieres afhængig af om man kører "ordentligt".

På almindelige veje skal alle køretøjer køre samme hastighed, og det skal være MEGET forbudt at overhale, hvis man er på lovbefalet hastighed.

Vejstriber skal benyttes til at signalere den hastighed der må køres ved at have lille afstand mellem striberne, hvor man bør/skal køre langsom.

Bilerne bør i samme forbindelse, over tid, udstyres med betjening af radio og øvrige udstyr i rattet, så man kan bibeholde fokus på kørselen.

Disse systemer kan udbygges meget med meget store muligheder for trafiksikkerheden for meget små midler og alle ville "elske" det.

Hvordan kan skatten nedsættes uden problemer

Et eksempel er børnecheck. Hvorfor ikke lave et fradrag, så man undgår et få udbetalt penge og sparer administration.

Hvis du vil passe din gamle mor, og sparer det offentlige for pasning, kunne man få et tilsvarende fradrag for ydelsen.

Det samme med børnepasning. Hvorfor er det kun ved pasning i institution, det offentlige vil betale. der er ingen videnskabelige analyser der tilsiger at det er bedste pasningsform.

Mulighederne er meget store for at lave skattenedsættelser uden det går ud over velfærdsydelserne, og korrekt tilrettelagt vil det øge tilfredsheden og frigive mange ressorucer.

Hvis du er på efterløn, sygedagpenge eller lignende, er det næsten strafbart at yde noget som helst. Via en række "dræbende" regner og systemer fjernes enhver mulighed for at hjælpe og yde hvor der er mulighed for det.

Tænk hvis alle disse ressorcer, og mange flere, kunne frigives til fordel for alle parter, så ville mange opgaver i samfundet "pludselig" kunne løses med stor tilfredshed i modsætning til i dag.

Den økonomiske "gevinst" deles ligeligt mellem det offentlige og den enkelte bidragsyder til fordel for den/dem, der har behov for ydelser.
Resultatet er en ægte vind, vind, vind situation til fordel for alle parter.

Over tid vil der ske det, at man igen vænner sig til at være en aktiv del at det nære sociale miljø og resultatet bliver, at det offentlige stille og roligt kan trappe ud som aktiv part i mange sammenhænge. Folk bliver mere glade og tilfredse + skatten kan nedsættes betragteligt.
Jamen kan det ikke bare blive skønt ?
Lad os komme igang, hellere i dag end i morgen.

Flad skat

Det er en gåde, hvorfor ikke flere arbejder for at indføre flad skat, hvor der betales en mindre % af alle fortjenester lige fra krone 1 uden nogen form for fradrag.

Som det er i dag, betales mindst skat der hvor der er ydet mindst. Almindelig lønindkomst nærmest brandbeskattes.

Aktiegevinster, diverse spekulationsgevinster, delvist pensioner, inflationsstigning på privat ejendom, sommerhus m.m. er enten skattefrit eller næsten skattefrit. Det er på ingen måde rimeligt.

en krone bør være en krone, således at alle beløb, der tjenes privat, bliver beskattet ens uanset hvordan de er tjent. Enkelt og ligetil og langt mere retfærdig end i dag.

På samme måde med virksomheder. I dag forsøger specielt store virksomheder at omplacere deres midler, så de stort set undgår at betale skat.

En rigtig løsning er 100% at sanere afskrivningsregler m.m. og i princippet lade alle virksomheder være skattefrie, så længe kapitalen er i virksomheden.
Virksomhederne bør naturligvis yde deres bidrag til samfundets ve og vel, men det gøres med en omsætningsskat på måske 2%, så det giver samme skat som nu.
En omsætningsskat vil fremme fornuften i alle investeringer, således at der investeres fordi det betaler sig og ikke for at slippe for skat + det fremmer situationen, at der ikke skal være omsætning for omsætningens skyld. Fremmer også at der ikke transporteres mere end nødvendigt på vejene fordi enhver flytning af varer vil koste på omsætningen.

Vil fremme et langt sundere erhvervsklima, og virksomhederne vil i langt højere grad blive selvfinansierende og have egenkapital til rådighed for videreudvikling af virksomheden.

Borgerløn

Hvorfor ikke erkende at de offentlige personydelser, der findes i dag, er forældede og tilhører en fjern fortid, hvor der ved "knupskydning" er lavet systemer ingen kan gennemskue.
Vi har i dag et vælfærdssystem hvor vi reelt forventer at alle er sikret et minimum eksistensniveau.

Hvis du går i skole som eksempelvis 25 årig. er der måske nogen, der får 0,- kr. nogen får SU andre understøttelse o.s.v. vidt forskellige ydelser helt afhængig af hvor man tilfældigvis er positioneret i systemet.

Jeg mener det er tiden at lave en total forenkling af disse regler, hvor man generelt siger at hvis du er ene og under 18 år får man en ydelse. Over 18 år en anden. Som par lidt andet + ekstra hvis man har børn o.s.v. således at man sikrer en anstændig levevis i den aktuelle livssituation og som eet beløb, der dækker alt, således at ydelsen er enkel at administrere. Vil øge tilfredsheden meget og fjerne alle de mange utilfredsheder med at "alle de andre" får meget mere end en selv. Bor man billigt eller dyrt, er det den enkelte persons eget "problem".

Ydelserne skal til gengæld være den samme, uanset om man er arbejdsløs, studerer, er syg eller lignende, da leveomkostningerne nødvendigvis må være ca. de samme for alle parter.
Er der herefter en studerende, en delvist syg, eller lignende, der tjener noget ekstra ved siden af, får den enkelte "lov" til at beholde ½-delen selv, og det offentlige "sparer" tilsvarende, således at man igen undgår alle de mange ufornuftige grænse-overgange.

Det skal naturligvis samtidig rettes til, således at når en person er myndig, eksempelvis 18 år, er personen voksen og har dermed "ret" til voksne ydelser.

Jeg ved godt at ordet "borgerløn" er lidt et fyord, men vil være den eneste rimelige og retfærdige løsning i fremtiden, hvor det offentlige har vurderet, hvor "lidt" man kan eksitere for. Ydelser over minimum niveau må den enkelte selv tegne forsikringer for, få støtte fra familie m.m., men det offentlige system uvedkommende. Det offentlige skal "kun" sikre minimum eksistensniveau.
Som det er i dag betaler det ofentlige meget til nogle personer og alt for lidt til andre personer. Det skal jævnes ud, så det bliver ens og "rætfærdig". Ikke nødvendigvis dyrere, da den samlede pulje "blot" skal jævnes ud så "alle" får det samme.

Det ville helt kart øge tilfredsheden i samfundet og spare mange administrative ressourcer.

Hvordan får man folk i beskæftigelse på en god måde.

Som arbejdsmarkedet og alle offentlige hjælpeydelser er skruet sammen, er der reelt kun 2 muligheder.
  1. Du er i "eliten" og kan oppebære og tjene fuld løn.
  2. Du er ikke 100% og derfor udenfor arbejdsmarkedet og reelt kasseret på "alle fronter".

Denne ON/OFF situation er på mange måder uhensigtsmæssig og dræbende for den enkeltes muligheder for at yde det bedste under alle forhold.

Rigtig mange offentlige ydelser betinger, at man på ingen måde må lave praktisk arbejde eller vennetjenester.

Taber, taber, taber situation.

  1. Det offentlige taber, fordi der betales mange unødvendige ydelser fordi den enkelte person "skal" være 100% passiv og må ikke supplere indtægten undtagen under meget "umulige" betingelser.
  2. Den enkelte person taber ved at skulle koncentrere sig om at blive positioneret på en måde så det er muligt af få en rimelig ydelse og er ikke meget for at yde en ekstra indsats på nogen fronter, fordi det ofte stiller personen ringere og ofte koster penge.
  3. Den enkelte arbejdsplads, der har behov for en hjælpende hånd her og der, er afskåret fra et benytte "billig" arbejdskraft, fordi der inten skal betales fuld løn eller der er ingen arbejdskraft undtagen med et fast tilskud i måske ½ år eller lignende. Meget stive systemer, der gør det meget vanskeligt at indsluse arbejdskraft, hvilket resulterer i at der konstant mangler arbejdskraft, og de der har arbejde, skal "løbe" meget hurtigt.

Vinde, vinde, vinde situationen (positiv synergieffekt).

Vi skal ud over den traditionelle kassetænkning og skal have fjernet ON/OFF situationen på arbejdsmarkedet hvor man generelt siger at flere har for meget at lave end for lidt. Enten er der fuldt tryk på eller man er arbjedsløs.

Ligeledes skal man anerkende at samfundet er så kompliceret, at vi skal indstille og på livslang indlæring og fleksibilitet, hvor man ofte er nødsaget til at ændre arbejdsområde måske flere gange i ens arbejdsliv. Selv det at feje på et lager skal læres, hvis man aldrig har prøvet det.

Og så skal man gøre op med den myte der siger, at al indlæring og kompetance skal modtages på skoler med store samfundsomkostninger til følge. Langt de fleste opgaver indlæres bedst på den aktuelle arbejdsplads uden man behøver at være "professor". Undervisningen skal fremover tilrettelægges så man generelt får kortere og alment gældende undervisning og tidligt i forløbet får kontakt med det faktiske arbejdsmarket, der herefter kan være en væsentlig ressource i indlæringen.

På arbejdsmarkedet skal der gøres op med, at det er et krav at der SKAL betales løn, når man er i en indlæringssituation. Når man sparer underviser og skole m.m., vil det oftest være langt billigere at undervise på den enkelte arbejdsplads. Som det er i dag, hvor arbejdsgiver oftest skal betale en væsentlig løn samtidig med undervisning, bliver det en noget "forkølet" undervisningssituation, hvor der ikke er ressourcer til at gøre noget ordentligt.

Det fører til følgende nye måde at tænke på:

Hvis man ikke har arbejde, er syg eller på anden måde ingen kompetance har, kan man i princippet begynde på arbejde uden arbejdsgiver skal betale, og man får ydelser fra det offentlige. Efter eksemplevis 1 måned har man lært noget og arbejsgiver kan betale 10 kr/time for arbejdsindsatsen. De 5 kr. går til personen og 5 kr går fra ydelserne fra det offentlige.

Måneden efter kan arbejdsgiver betale 20 kr/time. Det offentlige får de 10 kr, og personen få de 10 kr. o.s.v. i en rampe, hvor man måned for måned ændrer lønnen indtil man er helt ude at offentligt tilskud. Rampestigningen forestiller jeg mig på omkring 2 år, men kan være individuel under specielle forhold. Princippet skal indføres og gælde for arbejdsløse, syge, pensionister m.m., således at man inspirerer alle til at yde mest muligt. Arbejdsformidlig m.m. kan stort set afskaffes, fordi alle 3 interessenter, det offentlige, den enkelte person, og arbejdsgiver, alle vinder ved dette system og dermed får en indbygget dynamik i sig, hvor man konstant hjælper hinanden med at opbygge kompetancer nede fra de laveste "sociale" lag og "skubber" på "nede fra" og sikrer, at der altid er ny og bedre arbejdskraft på vej frem + øget kompetance udnyttes optimalt, fordi der altid er pres på nedefra. Og fordi det er en glidende rampebevægelse af aflænningen, kan systemet stort set ikke misbruges.

Samme principper skal herefter gælde for nedadgående ramper. Hvis man eksempelvis har en person, der ikke kan tjene mere end 80,- kr/time og dermed afskediges. Så vender rampen nedad således at jo længere tid den pågældende er arbejdsløs, jo mindre får den pågældende i offentlig ydelse indtil vedkommende er nede på minimum ydelse. Hver måned kan den pågældende person mærke, at der bliver mindre og mindre til vedkommende, og er klar over at jo før der findes nyt arbejde, jo før kommer der mere i lønningsposen igen. Systemet slår også positivt igennem ved arbejdsgiver. Hvis en arbejsgiver kan "fange" en ½-god person, skal han også betale halv løn fra starten, men skal derfra igen betale mere og mere op til fuld løn.

Systemet bør give mulighed for stort set at fjerne kassetænkning og det bliver fornuften, der kommer til at råde. Som i dag med flex-løn, kan i specielle tilfælde aftales en fast delvis ydelse, men først når vedkommende nogle gange har været ude og inde af arbejdsmarkedet og delvist har fundet det niveau den pågældende har arbejdet på.

En klar vind, vind vind situation for alle parter.

Ydelser ved arbejdsløshed.

Tidligere var det fagforeningerne, der forsøgte at formidle jobs.
I dag er disse funktioner lagt over i offentlig regie bl.a. grundet, at det er det offentlige, der udbetaler understøttelse m.m.

Jeg vil tro at ca. 80% af alle lønmodtagere er af den opfattelse at de betaler deres egen mulighed for understøttelse, når de betaler fagforeningskontingent og efter forsikringsprincippet, hvor det er den aktuelle ydelse, der også betaler en eventuel understøttelse.
Den giver fejlagtigt den situation, at fagforeningerne får medlemmer "gratis" og ikke reelt arbejder for deres medlemmer, da det enkelte medlem forventer at det er A-kassen man betaler til og ikke fagforeningen.
Hertil kommer at det man selv betaler til A-kassen er en meget ubetydelig del at det beløb, der samlet set udbetales i understøttelse. Det er via skattebilletten de reelle udbetalinger finder sted.

Systemet bør ændres således at man betaler til fagforeningen efter gældende regler og således at det er 100% synligt at det ER fagforeningen der betales til og at ydelsen står i forhold til den hjælp og solidaritet fagforeningerne kan yde. Herved bliver de "tvunget" til at arbejde og yde for deres medlemmer. (og bland skattevæsenet udenom ved at det ikke er skattefradragsberettiget).

Understøttelse bør udbetales via statskassen (på lige for med alle andre ydelser) og ydelsen betales via skattebilletten med en vis % af den løn man oppebærer. Ved at beregne den faktiske % sats på skattebilletten bliver det synligt, hvor meget der betales til denne ordning på helt opjektiv vis.
Herefter bør ordningen justeres, således at en stor pulje er 100% solidarisk, men suppleret på en måde, så højtlønnede i en kortere periode får forholdsmæssigt mere i understøttelse. Eksempelvis 80% af lønnen og nedtrappet over eksempelvis 2 år til minimum og solidarisk niveau lidt i niveau med den ydelse der kendes i dag. Herved får højtlønnede et forholdsvis bedre sikkerhedsnet som kompensation for den øgede ydelse de betaler i form af den samme % sats af lønnen. (reelt en ydelse de betaler i dag via skatten men som det er nu, uden at få noget igen).

Ved dette system opnår man samtidig, at det ikke er muligt at stå udenfor en A-kasse. Alle lønmodtagere betaler til ordningen og alle kan få efter gældende regler uden at risikere at falde med mellem flere systemer måske grundet en forglemmelse. Ordningen bliver reelt lovbestemt som en ikke frivillig ordning. Er dobbelt rimelig fordi andre sociallove ellers, som det er i dag, alligevel til en vis grad går ind og sikrer den enkelte persons anstændige eksistensniveau.

Pensionsopsparing

Jeg mener at erindre, at pesionsopsparing oprindelig var et kraftigt ønske fra Socialdemokrater og fagbevægelser.

Som jeg ser det, er det den mest asociale ordning, der nogensende er lavet og indført i det danske samfund. Alle forhold vedrørende pension præmierer, via skatten, de velstående personer, der i forvejen har gode indkomster. Jo større indkomst, jo større tilskud får man fra det offentlige til at lave pensionsopsparing. Folk med små lønninger eller eventuelt personer, der er syge på pension eller lignende får slet ikke del i fordelene ved pension.
Betyder, at dem med store indkomster, med væsentligt statstilskud får endnu mere når de bliver pensionister, og dem med små lønninger og eventuelt syge personer har slet ikke pensionsfordele. Det er da dybt asocialt.
Når så mange generelt har pension er systemerne herefter bygget op, så de, der ikke har været istand til at samle en pensionsopsparing, nærmest bliver bebrejdet af det offentlige og får så lille en pension, at de næsten ikke kan eksistere for det. Det er da urimeligt.

Opsparing til alderdommen bør være et privat anlæggende, hvor man bør tilskynde den enkelte person til opsparing i egen bolig m.m. på almindelig fornuftig vis uden præmiering af det offentlige.
Det offentlige skal herefter sikre alle borgere en værdig anderdom i form at folkepension som vi grundlæggende kender det, men i et niveau, så man kan eksistere anstændigt for ydelsen. Herved opstår der en fornuftig solidaritet over skattebilletten uden specielt meget tilskud til de velstillede.
Samtidig skal ydelsen være så stor, at varmehjælp m.m. kan dækkes af det aktuelle beløb, som et "kendt" og rimeligt beløb, der er til at administrere. Som det er nu, præmieres de, der har brugt alle midler, selv om de har tjent godt, har måske rejst meget og generelt brugt meget.
Har de ingen penge (Brugt det hele), får de en række ekstra ydelser modsat den person, der har sparet og spinket hele livet og måske har lidt på kistebunden. Det er da også urimeligt.

Tænk hvis man blot skulle have eet beløb, i niveau med understøttelse, og derefter fjernede alle undtagelser og ekstraydelser, så var den verden ulig meget nemmere og mere retfærdig. De der har passet på deres penge gennem livet, har noget ekstra, og de der har bugt det hele eller har været syge, får fortsat et anstændigt eksistensniveau uden at skulle tigge og be om hver enkelt ydelse med stor "fare for at blive snydt".

Pensionspuljer:

Overordnet er det supplerende noget "fanden" har skabt" at der sidder så mange "cheiker" og administrerer alle de mange milliarder der er i pensionspuljerne. Tænk hvis alle disse miliarder var kanaliseret direkte ind i statskassen. Det ville give et voldsomt løft i statskassens økonomi og likviditet, og dermed danne grundlag for en langt mere fornuftig udbygning af samfundet til glæde for alle og de fremtidige generationer. Pensionsfondene har kun eet eneste formål, og det er finanspekulation med det resultat, at hele finansmarkedet kolapser og bliver kunstigt forvredet.
En bank har noget "fornuftig" ind- og udlån, der skal give en forrretning. Den form for fornuft eksisterer ganske enkelt ikke i en pensionsfondt, der reelt får pengene "foræret" med statstilskud.
I Taiwan er opsparing kanaliseret over i egen bolig og opsparing med stor succes og hvorfor tror i det en netop Kina og den omkringliggende verden, der klarer sig forholdsvis bedst i denne finanskrise. Det er helt givet fordi de ikke har disse enorme pensionsformuer, der "ødelægger" enhver fornuftig og sund forretningsmoral.

Stod det til mig, skulle pensionsformuerne nationaliseres og derefter administreres af det offentlige direkte fra statskassen med henblik på udfasning af dette syge system så hurtigt som muligt. Ville samtidig dække de enorme huller der i øjeblikket skabes for at få finansverdenen på ret køl igen.
Uden disse enorme spekulatinsformuer, ville de store udsving i aktie- og råvare- kurser blive reduceret væsentligt, fordi det herefter ville være "fornuftige" penge, der cirkulerer.

Diskriminering af små erhvervsdrivende

Hvorfor er det med ovennævnte udgangspunkt herefter så magtpåliggende for det offentlige samfund at lave regler og systemer, der på næsten alle måder cikanerer de små igangsættere og erhvervesdrivende.
  1. Når store virksomheder investerer i udvikling og andet, er det med penge, der ikke er beskattet, og eventuelle tab kan trækkes fra i andre overskud og på en måde så "skattevæsenet" er en væsentlig og positiv medspiller. Hvis man som privatperson skal igangsætte noget, er det med beskattede midler, og hvis det mod forventling skulle give underskud, kan et underskud generelt ikke trækkes fra i skat. En kraftig diskriminering af små virksomheder, der gør det MEGET vanskeligere end nødvendigt for igangsættere.
  2. Har man ansatte, har store virksomheder ordninger, så de selv beholder feriepengene i egen likviditet. Små virksomheder skal sende feriepenge ind til en feriefond, og har dermed en likviditetsulempe på ca. 12,5 % i forhold til større virksomheder.
  3. Skal der lånes penge, stiller store virksomheder sikkermed med midler fra andre afdelinger. Ved eventuel indfrielse af hæftelser, trækkes dette fra i skat som investeringer. Hvis en lille virksomhed/person stiller sikkerhed, typisk i form af kauktion (med pant i hus hvis der er friværdi) og det giver tab, er tabet ikke skattefradragsberettiget. Igen en kraftig diskriminering.
  4. Hvis man driver en virksomhed i privat regie og kommer til at skylde det offentlige penge ved for lidt betalt moms eller skat, hæfter man personligt for gælden, som for anden personlig gæld, men gæld til det offentlige har væsentlig fortrin i forhold til andre kreditorer derved, at ikke den lokale købmand, men skattevæsentet inddriver sine penge via pantefogeder m.m., og har speciel ret til at tilbageholde/få op til 20% af den indtægt man måtte få fra anden side. Store virksomheder skylder undertiden store beløb til det offentlige når en virksomhedsgren lukker, men i det tilfælde har skattevæsentet ingen specielle fortrin vedrørende inddrivelse at gælden i forhold til andre kreditorer og ejere. Igen en væsentlig diskriminering.
  5. Den måske sværeste hurdle og diskriminering er, at man gerne må betale til A-kasse m.m., men at det er meget svært at få noget, hvis virksomheden lukker. Hvis man har tjent meget lidt eller har underskud de sidste år, får man kun en meget lille ydelse i understøttelse, også selv om man måske i en årrække har betalt meget i skat. Er det i nærheden af pensionsalderen, kan det få meget stor betydning for ydelserne som pensionist, blot fordi man ikke helt ahr magtet virksomhedsopgaven de sidste år. En klar diskriminering i forhold til almindelige lønmodtagere, og konsekvenser man oftest ikke er opmærksom på ved etablering af en virksomhed og er klart medvirkende til at flere undlader at starte even virksomhed fordi man samtidig bliver "skubbet" ud i noget, der ligner lovløshed.
  6. Det samme gælder i opstartfasen, hvor virksoheden måske giver underskud. Underskud kan ikke trækkes fra, og man kan ikke få nogen form for understøttelse. Var der understøttelsesmulighed til virksomheden kunne give eet udbytte, vil det øge mulighederne for at igangsætte virksomheder, ganske kraftigt. Ja en form for igangsættertilskud, men en situation man offentligt siger man ønsker, men gør det stik modsatte. Skulle det endelig være, kunne de offentlige ydelser tilbagebetales via senere overskud i virksomheden efter en 50/50 fordeling, så igen både det offentlige og den enkelte person vinder.

Det burde være således at små virksomheder stilles lige med store virksomheder, således at over- og underskud udlignes via det offentlige (skat) således at over/underskud altid udlignes på en måde, så når en virksomhed har et underskud, udbetales skatteværdien fra det offentlige ligesom eventuelt tab kan fratrækkes i personlig indkomst hvis det bliver aktuelt. Det ville hjælpe igangsættere langt mere end mange støtteordninger og ville være fair i forhold til store virksomheder på en måde så der blev lige vilkår.

Omvendt er det mig en gåde, at det offentlige giver "kredit" på moms og skat, da det netop danner grundlag for store offentlige tab og igen skævvridning af konkurrencen. Hvis man har restskat eller moms bør den enkelte virksomhed have pligt til at indbetale det forventede beløb måned for måned på en måde så hvis der betales for lidt skal betales en forholdsvis høj rente og hvis der betales for meget, godskrives en mindre rente. Herved får den enkelte virksomhed (og for den sags skyld person) en klar interesse i at indbetale de beløb, der hele tiden passer til situationen, og de store udeståender (begge veje) fjernes og elimineres.