Hvordan får man folk i beskæftigelse på en god måde.

Som arbejdsmarkedet og alle offentlige hjælpeydelser er skruet sammen, er der reelt kun 2 muligheder.

1. Du er i "eliten" og kan oppebære og tjene fuld løn.
2. Du er ikke 100% og derfor udenfor arbejdsmarkedet og reelt kasseret på "alle fronter".

Denne ON/OFF situation er på mange måder uhensigtsmæssig og dræbende for den enkeltes muligheder for at yde det bedste under alle forhold.

Rigtig mange offentlige ydelser betinger, at man på ingen måde må lave praktisk arbejde eller vennetjenester.

Taber, taber, taber situation.

1. Det offentlige taber, fordi der betales mange unødvendige ydelser fordi den enkelte person "skal" være 100% passiv og må ikke supplere indtægten undtagen under meget "umulige" betingelser.
2. Den enkelte person taber ved at skulle koncentrere sig om at blive positioneret på en måde så det er muligt af få en rimelig ydelse og er ikke meget for at yde en ekstra indsats på nogen fronter, fordi det ofte stiller personen ringere og ofte koster penge.
3. Den enkelte arbejdsplads, der har behov for en hjælpende hånd her og der, er afskåret fra et benytte "billig" arbejdskraft, fordi der inten skal betales fuld løn eller der er ingen arbejdskraft undtagen med et fast tilskud i måske ½ år eller lignende. Meget stive systemer, der gør det meget vanskeligt at indsluse arbejdskraft, hvilket resulterer i at der konstant mangler arbejdskraft, og de der har arbejde, skal "løbe" meget hurtigt.

Vinde, vinde, vinde situationen (positiv synergieffekt).

Vi skal ud over den traditionelle kassetænkning og skal have fjernet ON/OFF situationen på arbejdsmarkedet hvor man generelt siger at flere har for meget at lave end for lidt. Enten er der fuldt tryk på eller man er arbjedsløs.

Ligeledes skal man anerkende at samfundet er så kompliceret, at vi skal indstille og på livslang indlæring og fleksibilitet, hvor man ofte er nødsaget til at ændre arbejdsområde måske flere gange i ens arbejdsliv. Selv det at feje på et lager skal læres, hvis man aldrig har prøvet det.

Og så skal man gøre op med den myte der siger, at al indlæring og kompetance skal modtages på skoler med store samfundsomkostninger til følge. Langt de fleste opgaver indlæres bedst på den aktuelle arbejdsplads uden man behøver at være "professor". Undervisningen skal fremover tilrettelægges så man generelt får kortere og alment gældende undervisning og tidligt i forløbet får kontakt med det faktiske arbejdsmarket, der herefter kan være en væsentlig ressource i indlæringen.

På arbejdsmarkedet skal der gøres op med, at det er et krav at der SKAL betales løn, når man er i en indlæringssituation. Når man sparer underviser og skole m.m., vil det oftest være langt billigere at undervise på den enkelte arbejdsplads. Som det er i dag, hvor arbejdsgiver oftest skal betale en væsentlig løn samtidig med undervisning, bliver det en noget "forkølet" undervisningssituation, hvor der ikke er ressourcer til at gøre noget ordentligt.

Det fører til følgende nye måde at tænke på:

Hvis man ikke har arbejde, er syg eller på anden måde ingen kompetance har, kan man i princippet begynde på arbejde uden arbejdsgiver skal betale, og man får ydelser fra det offentlige. Efter eksemplevis 1 måned har man lært noget og arbejsgiver kan betale 10 kr/time for arbejdsindsatsen. De 5 kr. går til personen og 5 kr går fra ydelserne fra det offentlige.

Måneden efter kan arbejdsgiver betale 20 kr/time. Det offentlige får de 10 kr, og personen få de 10 kr. o.s.v. i en rampe, hvor man måned for måned ændrer lønnen indtil man er helt ude at offentligt tilskud. Rampestigningen forestiller jeg mig på omkring 2 år, men kan være individuel under specielle forhold. Princippet skal indføres og gælde for arbejdsløse, syge, pensionister m.m., således at man inspirerer alle til at yde mest muligt. Arbejdsformidlig m.m. kan stort set afskaffes, fordi alle 3 interessenter, det offentlige, den enkelte person, og arbejdsgiver, alle vinder ved dette system og dermed får en indbygget dynamik i sig, hvor man konstant hjælper hinanden med at opbygge kompetancer nede fra de laveste "sociale" lag og "skubber" på "nede fra" og sikrer, at der altid er ny og bedre arbejdskraft på vej frem + øget kompetance udnyttes optimalt, fordi der altid er pres på nedefra. Og fordi det er en glidende rampebevægelse af aflænningen, kan systemet stort set ikke misbruges.

Samme principper skal herefter gælde for nedadgående ramper. Hvis man eksempelvis har en person, der ikke kan tjene mere end 80,- kr/time og dermed afskediges. Så vender rampen nedad således at jo længere tid den pågældende er arbejdsløs, jo mindre får den pågældende i offentlig ydelse indtil vedkommende er nede på minimum ydelse. Hver måned kan den pågældende person mærke, at der bliver mindre og mindre til vedkommende, og er klar over at jo før der findes nyt arbejde, jo før kommer der mere i lønningsposen igen. Systemet slår også positivt igennem ved arbejdsgiver. Hvis en arbejsgiver kan "fange" en ½-god person, skal han også betale halv løn fra starten, men skal derfra igen betale mere og mere op til fuld løn.

Systemet bør give mulighed for stort set at fjerne kassetænkning og det bliver fornuften, der kommer til at råde. Som i dag med flex-løn, kan i specielle tilfælde aftales en fast delvis ydelse, men først når vedkommende nogle gange har været ude og inde af arbejdsmarkedet og delvist har fundet det niveau den pågældende har arbejdet på.

En klar vind, vind vind situation for alle parter.